WOW - nu er der under en måned til de flytter.
Så, nu er det altså snart nu!
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med at stå her og at begge vores drenge skulle flytte hjemmefra på samme tid! Men det skal de og jeg har også haft nogle måneder til at marinere i tanken. Den er også vokset på mig, men mest at alt - så er jeg meget spændt på at mærke, hvad tomheden kommer til at betyde for mig og os.
Vores drenge har jo altid været her. Sammen med os. Vi har næsten ikke haft tid uden børn, da vores ældste dreng kom til verden inden vi overhovedet havde været kærester i ét år. Så tiden med børn har været definerende for os.
Nu skal tiden defineres af noget andet. Vi har vores jobs, bevares. Men udover det, så skal der ikke laves mad, guides i hverdagen, vaskes i BUNKER af tøj, være en summen af liv konstant. Jeg er spændt på stilheden. Roen. Den ro, som vi jo alle kan nærmest hunger i hverdagen indimellem. Nu kommer den for fuld blæs. Hvordan kommer det til at være?
Det hele venter os.
Jeg føler nærmest, at vi skal til at træde ombord på et tog med ukendt destination. Det er lige dele spændende og lige skræmmende. Mange beretter jo, at når børnene flytter, så kigger de lidt tomt på hinanden og aner ikke, hvad de skal tale om eller lave. Både sammen, men også hver for sig, fordi meget af livet har cirkuleret omkring de kære børn.
HELDIGVIS! - og det mener jeg virkelig. Heldigvis har vi altid været gode til at prioritere hinanden og tage på eventyr sammen. Vi har altid været gode til at sætte hinanden fri. Og vi har gjort det muligt for os at dyrke vores tosomhed.
Står du selv overfor "den tomme rede" - hvilke tanker gør du dig?
Sorgen og savnet: Ærlige tanker...
Hvad kommer egentlig nu? Det hele er lidt uforudsigeligt. En stor del af mig har lyst til at sælge alt, hvad vi ejer og har og bare indfri den helt store rejsedrøm. Det ved jeg, at vi ikke skal lige nu, da der fortsat er 2 år til yngsten bliver student og vi skal være lige om hjørnet, når det sker. Vi skal også være lige i nærheden, hvis nu det hele brænder på.
Men jeg mærker en kæmpe stor lyst til at gøre noget- et eller andet. Aner bare ikke lige hvad det skal være lige nu.
Jeg mærker også, at jeg er i sorg over det. Har ondt i maven over det. Jeg føler, at en kæmpemæssig del af min livsrejse nu slutter. Jeg bliver sat af på den perron, som hedder: "Så langt som du med dine drenge. Hertil, nu kører de videre uden dig"... Det giver da et stik i maven og jeg kan jo kun krydse alt, hvad jeg har for at de altid vil vende hjem. Men jeg aner det jo dybest set ikke. Har de lyst, gider de? Og hvad gider vi?
Parforholdet: Nye veje sammen.
Hvad bliver der af ægteskabet, når drengene flytter? Bliver det nemt, besværligt, sjovt, berigende eller svært at være os to?
Nu har vi heldigvis faktisk altid været ret gode til at tage os af hinanden. Og sætte hinanden fri. Det tror jeg på er en kæmpe gave lige nu, faktisk.
Tænk, at vi ikke skal tænke på andre end os selv. Jeg forestiller mig at det, til at starte med, bliver en følelse af ultimativt frihed. Jeg er den, der laver mad herhjemme og jeg skal slet ikke forestille mig, at det er IKKE er det første jeg skal tænke på, hvad dag: "Hvad mon drengene har lyst til at spise i dag? Hvilke rester har vi? Hvad skal jeg have handlet ind?"
Del dine tanker
Har du oplevelser eller tanker, du gerne vil dele? Kontakt os, og lad os starte en samtale om livet efter børnene er fløjet fra reden. Lad os sammen skabe nærvær, ægtehed, sjov og mod!